Kontakt os på 7023 6330

 

Hovedbibliotek genåbner som fyldt kontorhus

 

Efter stor renovering åbner Knud Højgaards Hus på Kultorvet midt i København om kort tid som topmoderne og bæredygtigt kontorhus. Næsten hele kontorarealet er udlejet, oplyser erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart A/S.

 

Om få måneder genopstår et forvandlet og næsten fuldt udlejet Knud Højgaards Hus, som blev indviet i 1957 som Københavns Hovedbibliotek – centralt beliggende på Kultorvet midt i hovedstaden og blot et par stenkast fra Nørreport Station. I 1993 rykkede Niels Brock Copenhagen Business College ind, og lige nu er entreprenøren MT Højgaard ved at afslutte en totalrenovering af bygningen med butiksareal i gadeplan og fem etager med i alt 8.300 m² kontorer.

 

”Vi er glade for allerede før åbningen at kunne melde stort set fuldt udlejet – i øjeblikket har hovedstaden faktisk lige knap 400.000 ledige m² kontorareal”, siger Jesper Norgart, partner hos erhvervsmægleren Lintrup & Norgart A/S.

 

Sammen med partner Susan Hellner Lintrup har han stået for udlejningen af de fem kontoretager med plads til omkring 550 ansatte. Industrikoncernen Danfoss rykker ind på to etager, mens konsulentfirmaet Trustworks lejer én etage. Det samme gør en stor udenlandsk virksomhed, som ønsker at være anonym, og endelig overtager Blast, som arrangerer globale turneringer i e-sport, det meste af 3. sal. Resten af dén etage er eneste ledige kontorlejemål i ejendommen, og lejemålet på 750 m² kan stå færdigindrettet til en ny lejer i slutningen af 2023.

 

”Vi er en ung og innovativ virksomhed, og for at tiltrække og fastholde de rette medarbejdere er det vigtigt for os at bo i et fedt og råt kontormiljø – og med mulighed for at vokse. Med placering på Kultorvet er det nemt for vores medarbejdere at komme på arbejde, uanset hvor de bor,” siger Trine Enevoldsen, director of People & Culture i Blast.

 

Lintrup & Norgart A/S har de senere år rådgivet pensionskasser og andre investorer om den optimale udnyttelse og indretning af store kontorbygninger og flerbrugerhuse, fx Vibenshuset i den gamle chokoladefabrik på Østerbro, Copenhagen Towers i Ørestad, Huset EDISON i en tidligere glødepærefabrik på Amager og Coop/FDB’s gamle Trikotagefabrik på Islands Brygge.

 

”Større bygninger bliver ofte omdannet til flerbrugerhuse med mange lejere, men vi vurderede, at etagevis udlejning var oplagt hér, fordi der i indre by er udbredt interesse for store, moderne kontorlokaler i ét plan. Som ejer inddrog Knud Højgaards Fond os tidligt i forløbet, og vi fik udarbejdet indretningstegninger samt udvendige og indvendige visualiseringer af ejendommen, så mulige lejere hurtigt kunne få en forståelse for udtryk og kvalitetsniveau for de færdige kontorlokaler, og så udlejer på forhånd kunne beregne den samlede økonomi for at istandsætte lejemålene,” fortæller Jesper Norgart.

 

Bygningen er opkaldt efter civilingeniør Knud Højgaard, som var stifter af entreprenørkoncernen Højgaard & Schultz, der mange år senere blev en del af MT Højgaard. Den velgørende fond med hans navn blev etableret med penge fra hans formue, og fonden er hovedaktionær i det børsnoterede MT Højgaard.

 

Knud Højgaards Hus, Kultorvet

  • Opført i 1957, ejes fortsat af Knud Højgaards Fond
  • Totalrenoveres af MT Højgaard 2021-23 med DGNB Sølv-certifikat i bæredygtighed
  • Husede først Københavns Hovedbibliotek, fra 1993 Niels Brock Copenhagen Business College
  • Gadeplan med butiksareal og spisesteder
  • 5 kontoretager på i alt 8.300 m², udlejet til bl.a. Danfoss, Blast og Trustworks
  • Central beliggenhed tæt på bl.a. Nørreport Station
  • Lintrup & Norgart har rådgivet om renoveringen og står for kontorudlejningen
  • Et enkelt lejemål på 750 m² (på 3. sal) er stadig ledigt og kan stå klart ultimo 2023

 

 

For yderligere information eller henvendelse i forbindelse med udlejningen - kontakt

Jesper Norgart: T: 3118 2437. M: jn@linor.dk

Susan Hellner Lintrup T: 2230 1090 M: sus@linor.dk

 

Du kan også se flere casestories og referencer her

 

 

 


Se øvrige pressemeddelelser og nyheder
Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om cookies.