Kontakt os på 7023 6330

 

Jeudan køber historisk kontorejendom i Københavns centrum

 

Lintrup & Norgart rådgav ejerne af en cityejendom fra 1799 om salget. Først blev den tomme kontorbygning istandsat og omdannet til flerbrugerhus, så blev ejendommen stort set fuldt udlejet - og til sidst solgt til ejendomsselskabet Jeudan.

 

Læs pressemeddelelsen om salget herunder - og se udklip fra presseomtalen til højre. 

 

 

Jeudan erhverver nyistandsat bygning på over 2.500 kvadratmeter i Rigensgade i Indre By. Lintrup & Norgart stod for salget og indledte med at få udlejet den helt tomme ejendom.

 

Pressemeddelelse

For 101 millioner kroner har børsnoterede Jeudan købt ejendommen Rigensgade 11 i København K på 2.564 kvadratmeter. Bygningen blev opført i 1799 af hæren som officersboliger og munderingsdepot – og blev mange år senere omdannet til kontorer. Det seneste år er ejendommen i etaper blevet totalrenoveret og omdannet til multibrugerhus med blandt andet fælles gårdhave og personalerestaurant, drevet af Meyers Contract Catering, der selv er en af ejendommens kunder.
 

”Rigensgade passer fint i vores strategi om at investere i veldrevne og velbeliggende kontor- og boligejendomme i det centrale København. Ejendommen har en unik historie, den er over 90 procent udlejet, og der er 30 p-pladser til kunderne.

Den ligger i nærheden af både Østerport og Nørreport stationer, og om mindre end to år åbner metrostationen ved Marmorkirken endnu tættere på,”

 
siger administrerende direktør Per W. Hallgren.
 
Ejendommen husede gennem flere år konsulentvirksomheden Awapatent og var ejet af to af partnerne. Da Awapatent skulle flytte, var ejendommen i overskud.
 
”Vi havde ikke travlt med salget, og Lintrup & Norgart anbefalede os at renovere bygningen, fx med storrumskontorer og fælles mødelokaler. Med byggeudgifterne indregnet har det sikret os en væsentlig bedre pris, så vi er meget tilfredse med handlen og rådgivningen undervejs,” siger Christian Akhøj, direktør og den ene af de hidtidige ejere.
 

”Vi kunne med det samme se mulighederne i den fredede og meget flotte ejendom. Vi foreslog straks en istandsættelse og ombygning og styrede byggeriet for sælger. På ret kort tid lykkedes det at få tre solide lejere ind i ejendommen, og på den måde fik sælgerne tilført ekstra værdi. Og vi kunne præsentere blandt andre Jeudan for en istandsat og moderne indrettet ejendom med stabile lejeindtægter,”

 
siger Stig Lintrup, administrerende direktør og partner i Lintrup & Norgart.
 
Mæglervirksomheden er i stigende grad aktiv på markedet for investeringsejendomme og var rådgiver ved det nylige salg af en større portefølje af københavnske ejendomme, en af årets største transaktioner.
 
 

Kontaktoplysninger:

 
Adm. direktør Per W. Hallgren
Jeudan  – mobil 20 20 92 66
 
Direktør Christian Akhøj
Mobil: 20 86 81 69
 
Adm. direktør og partner Stig Lintrup
Lintrup & Norgart – mobil 49 97 17 17 
 

 

 

 


Se øvrige pressemeddelelser og nyheder
Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om cookies.