Den cirka 4.000 kvadratmeter store Købmandsgård ud til Stændertorvet i det centrale Roskilde har skiftet ejer for 93 millioner kroner. Den 139 år gamle strøgejendom rummer i gadeplan blandt andre Masai-tøjkæden, flere andre butikker og cafeer – og ovenpå kontorer og enkelte boliger.
”Det er en flot ejendom med meget høj vedligeholdelsesstand. Vi investerer i velbeliggende ejendomme på Sjælland, helst i større byer fra Næstved og nordpå og med to nuller sidst i postnummeret. Priserne i København er kommet meget højt op, og vi tror, at det merafkast, der er på ejendomme i sjællandske byer, overstiger den ekstra risiko ved udlejningen. Vi foretrækker boligejendomme, men det kan også være veldrevne blandede ejendomme som her,”
siger adm. direktør Claus Frøkjær-Lorendsen fra Investeringsselskabet Købmandsgården A/S med adresse i Køge.
Ejerkredsen er en række forretningsfolk med rødder i det sjællandske.
”Vi bruger lidt ekstra penge på Købmandsgården. Der er lidt byggeret, og en cykelhandler er flyttet – nogle af lagerlokalerne over gadeplan håber vi at kunne omdanne til boliger, mens butikslokalerne skal lejes ud igen. Når og hvis der bliver kontorer ledige i ejendommen, vil vi overveje at omdanne dem til boliger,”
fortæller Claus Frøkjær-Lorendsen.
Salget blev foretaget af erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som også har fået til opgave at skaffe lejere til de ledige kvadratmeter.
”Vi kan mærke, at en del investorer søger lidt væk fra den hårde konkurrence om investeringsejendomme i København. Særligt købstæder som Roskilde og Køge er genstand for stigende interesse, og vi er glade for at have medvirket til en af årets største transaktioner i Roskilde,”
siger adm. direktør og partner Stig Lintrup.
Sælgerne er to brødre, som i mange år selv drev håndværksvirksomhed fra lokaler i Købmandsgården, men nu nyder deres otium.